Det er muligt selv at finde ud af hvad årsagen er til smerter i tænderne. Her følger en oversigt der kan hjælpe dig og din tandlæge til at hurtigere finde frem til årsagen baseret på dine symptomer;

Jeg har kortvarige smerter ved koldt og varmt.

Det kan være en eller flere følsomme tandhalse. De blottede tandhalse skyldes for hård og forkert børstemetode. Årsagen er, at de små kanaler, der går fra tandnerven imod rodoverfladen, er blevet åbnet efter det beskyttende tandkød er væk.
Du kan forsøge med en tandpasta imod følsomme tandhalse ( Colgate sensitive pro-relief ). De er med til at sætte prop i de små kanaler og dermed nedsætte følsomheden imod koldt og varmt.

Det er også muligt at der er tale om at du skærer eller presser tænder. Små stykker emalje brydes herved af tanden, nede ved tandhalsen. En bidskinne kan være løsningen især hvis du skærer tænder om natten. Til tider kan smerten være meget voldsom og fejlagtigt diagnosticeres som en pulpit ( nervebetændelse).

Jeg har bidt i noget hårdt og har i et par dage haft lette smerter ved sammenbid.


Det kan være en lille brudlinie i tanden (infraktion). Hvis ømheden er aftagende, behøver du kun at gøre opmærksom på hændelsen ved næste undersøgelse.
Hvis ømheden ikke aftager bør, du få en tid til konsultation. Hvis brudlinien er kraftig, kan det eventuelt afhjælpes med en plastfyldningen eller en simpel beslibning af den tyggeknude der rammer hårdest mod den modstående tand. Hvis symptomerne er tiltagende og der støder kulde- & varmefølsomhed til eller dunkende smerter er nerven involveret og så kan en rodbehandling komme på tale. I værste fald kan tanden være flækket så den ikke kan reddes og må fjernes.

Jeg har dunkende smerter som svarer til pulsen

smerterne tiltager når du ligger ned og en tanden er meget følsom ved koldt og varmt i længere tid efter påvirkning.
Smertestillende tabletter hjælper kun kortvarigt. Det er kendetegnene på betændelse i tandnerven (Pulpitis).

Koldt vand hjælper kortvarigt.
Kontakt klinikken for at få vurderet, om det er nødvendigt med en rodbehandling

Jeg har pludseligt fået ondt bagest i underkæben og kan næsten ikke bide sammen

Hvis du har smerter og er hævet bag de bagerste tænder, kan det være en visdomstand, som er ved at bryde frem. Hævelsen skyldes betændelse i tandsækken omkring kronen. Start med at skylle med klorhexidin og brug en ørevatpind til at skubbe tandkødet bagud.
Bestil tid til kontrol af tilstanden, røntgenbillede for vurdering af tandens leje og instruktion i renhold.

Hvis du er hævet på ydersiden af gummen i omslagsfolden hvor der er tænder, og hvis smerten er konstant, kan det skyldes en død nerve, som giver rodspidsbetændelse. Kontakt klinikken for tid til afklaring af dit problem.


 

Af Ulla Pallesen, afdelingstandlæge på Københavns Tandlægeskole, Helse, Familiens Lægemagasin, nr.8, årgang 2000.

Hvorfor revner tænderne, kan man forebygge og hvordan behandler man revnede tænder?

Smerter fra en sund tand, uden hul, tandkødsbetændelse, rodbetændelse eller følsom tandhals, kan skyldes, at der er en revne dybt inde i tandbenet. Revner i tænder kan drille både patienten og tandlægen, fordi det kan være svært at finde ud af, hvilken tand det er galt med.

Patienten mærker i begyndelsen en let smerte, når der tygges sammen på noget hårdt eller sejt, ikke noget voldsomt og ofte til at leve med. Der kan gå uger eller måneder imellem at smerten udløses, fordi der ofte tygges udenom den dårlige tand. Reaktionen kommer kun, når der bides på noget hårdt eller sejt f.eks en kerne fra et stykke brød eller en sej karamel. Patienten kan ofte ikke fortælle, hvilken tand det er galt med, ja, kan end ikke oplyse, om det er i overkæben eller underkæben. Når tandlægen kigger i munden eller på røntgenbilleder, kan revnen ikke ses. Tænderne ser sunde (oftest behandlede) og raske ud. Kun ved at fjerne den gamle fyldning på en mistænkt tand kan man se, om der er en revne i tandbenet.

En bidprøve hos tandlægen med en speciel bidepind kan dog oftest afsløre, hvilken tand det er galt med. Lykkedes det ikke, kan det være nødvendigt at sende patienten hjem og tygge mere med den dårlige side. Er smerterne så ubehagelige, at der skal behandles med det samme, må tandlægen fjerne fyldningen i den mistænkte tand for at søge efter revnen. En revne i en tand kan aldrig gro sammen igen, som vi kender det ved en brækket arm eller et brækket ben. Det skyldes, at tandbenet ikke har tilstrækkeligt med blodforsyning, og at tanden ikke er dækket af andre væv, som knoglerne i skelettet er.

En revne kan ses i tanden som en mørk linje i tandbenet, oftest efter man har fjernet en gammel sølvamalgamfyldning. Revner i tandbenet må ikke forveksles med en revne i emaljen, som man selv kan se på tændernes overflade. Dem skal man ikke være bekymret for, for de findes i næsten alle tænder og er oftest helt uden betydning.

Hvorfor revner tænder?

Der er flere årsager til at tænder kan revne. Den vigtigste er, at tænderne bliver svagere efter mange års hårdt arbejde. Der kan simpelthen komme træthedsudbrud eller udmatningsbrud i en tand, der har tygget godt og grundigt og er blevet slidt gennem mange år. Nøjagtig som vi kender det fra gammelt beton eller metal, hvor man ofest ser revner. Tænderne belastes hårdt, man tygger hårde og seje ting, nogle skærer tænder om natten og andre har været ude for uheld, hvor tænderne er klappet hårdt sammen. Revnerne kommer der, hvor tanden er svagest. Langt de fleste ses i tænder, som er svækket, fordi der har været hul (caries) i tanden. Jo større fyldningen er og jo mindre tand der er tilbage, jo lettere kommer der en revne i den svageste del af tanden. Desværre ser man også i sjældne tilfælde revner i helt sunde tænder. Også her kommer revner, hvor tanden er svagest, nemlig i bunden af en dyb rille på tandens overflade.

Hvad betyder en revne i tanden?

En revne i tanden kan være mere eller mindre alvorlig. Mange mennesker går rundt med revner helt uden at vide det, og uden nogensinde at få problemer med dem. Men begynder tanden at gøre ondt, er der noget galt, og så skal der gøres noget. Tandens nerve kan nemlig tage skade, så det i visse tilfælde bliver nødvendigt med en rodbehandling. Revner kan også føre til, at tanden flækker. Brækker kun en lille del af tanden, kan den bygges op igen, men flækker den på langs, skal den trækkes ud. Selv efter at tandlægen har set revnen i tandbenet, er det ikke muligt at forudsige, hvor alvorligt det egentlig er. Patienten må være tålmodig og indstille sig på, at det kan tage tid og være forbundet med ubehag og omkostninger, før tanden er færdigbehandlet. Revner i tænder må ikke undervurderes. Der findes desværre slemme historier om patienter, der er blevet behandlet for nerverester (neuralgi), ørebetændelse (otitis), bihulebetændelse (sinuitis) og rodbetændelse (parodontitis), hvor årsagen i virkeligheden har været en revne i en tand.

Hvordan behandler man revnede tænder?

Når tandlægen har set revnen, handler det om at få tanden holdt sammen (stabiliseret), så revnen ikke gir sig, når der tygges. Det kan gøres på flere måder: Drejer det sig om en tand, hvor der tidligere kun har været en lille fyldning, kan man forsøge at lime den sammen med en plastfyldning, samtidig med, at tyggefladen beslibes, så den svageste del af tanden ikke belastes for hårdt. Har der været en stor fyldning i tanden (kun lidt tand tilbage) eller er tanden kraftigt belastet, vil en limning som regel ikke være tilstrækkelig. Her vil det være nødvendig med noget rundt om tanden (en slags tøndebånd) for at holde den sammen, og det gøres bedst med en krone i stift materiale, fx guld eller porcelæn. En hel tand med revner er mere alvorlig end en repareret tand, fordi revnen her oftest går lodret i tanden. Hele tænder med revner vil næsten altid kræve kronebehandling. Tænder, hvor tandnerven har taget skade, skal rodbehandles før den endelige (ofte dyre) behandling udføres. I enkelte tilfælde kan revner være så uheldigt placeret, at tanden flækker på langs, og så må den trækkes ud. Under alle omstændigheder må man acceptere, at tænder med revner kan drille i lang tid. En tand som i første omgang synes at klare sig med en plastfyldning, kan senere kræve kronebehandling, og en tand, som i første omgang undgår rodbehandling, kan kræve rodbehandling på et senere tidspunkt.

Hvad kan man gøre for at forebygge revner i tænder?

Først og fremmest bør man undgå at få huller i tænderne, fordi det i hele tænder kun ses meget sjældent. Det undgås jo som bekendt ved at børste tænderne rigtig godt. God mundhygiejne vil også få gamle fyldninger til at holde længere. Udskiftning af gamle fyldninger bør ske så sjældent som muligt, fordi der forsvinder lidt tand, hver gang en fyldning skiftes. Har man tænder med store fyldninger, og dermed svage tænder eller kraftigt belastede tænder, kan det være en god idé at få dem repareret med stærke materialer eller sølvamalgam. Dette kan specielt være aktuelt, hvis man allerede har haft en tand med en revne. Det har nemlig vist sig, at har man haft en revnet tand, er man mere disponeret for at få flere. Hvis man belaster sine tænder kraftigt ved fx at skære tænder om natten eller ved voldsomme sportsgrene, kan tænderne beskyttes med en plastskinne. Om man skal holde op med at spise grov kost med kerner i er nok tvivlsomt, da det jo er sundt for den øvrige del af kroppen.

Smerter

tandrevne.jpg

This site uses cookies. Some of the cookies we use are essential for parts of the site to operate and have already been set. You may delete and block all cookies from this site, but parts of the site will not work.